Om at posere
Jeg er altså ikke god til at posere…
Det hjælper vi dig med. Mange tror, at et godt portræt kræver det største smil. Nogle gange gør det. Men langt fra altid. Et lille skævt smil, et hoved let på skrå eller et intenst blik kan fortælle langt mere end et perfekt smil til kameraet.
Et godt portrætfoto finder det udtryk, der føles naturligt for dig. Det er de små bevægelser der ofte gør den største forskel. En hånd, der falder til ro. En skulder, der sænkes. Et blik der møder kameraet et kort øjeblik.
Historien ligger næsten altid i øjnene. Det er dér, nærværet opstår. Og det er de små poseringer, der giver portrættet personlighed.
De fleste føler sig lidt usikre, når de står foran et kamera. Derfor guider vi dig hele vejen gennem fotograferingen. Vi guider dig med små justeringer undervejs og skaber en afslappet stemning, så du ikke skal tænke over, hvordan du ser ud, men blot være til stede.
Vi ønsker at skabe et ærligt portræt, hvor du kan genkende dig selv. Vi foretrækker klart ægthed fremfor de karikerede selfie-positurer, overdrevne smil og trutmund. Det er de små nuancer, det naturlige blik og dit personlige udtryk, der gør et portræt levende.
Der findes ingen rigtig måde at posere på. Der findes kun den måde, der passer til dig. Når du føler dig tryg, kommer udtrykket helt af sig selv. Og det er netop dér, de bedste portrætter bliver skabt.